Første afgørelse i klagesag om følgeerhvervsvirksomhed
Overerstatnings- og taksationskommissionen har den 18. februar 2026 truffet afgørelse i den første del af klagesagen om en følgeerhvervsvirksomhed. Afgørelsen er truffet i henhold til nedlukningsbekendtgørelsen.
Klagesagen omhandler en delafgørelse fra Erstatnings- og taksationskommissionen fra 12. marts 2024, som vedrører værdiansættelsen af en specifik følgeerhvervsvirksomhed pr. 4. november 2020.
Værdien er fastsat efter DCF-modellen (Discounted Cash Flow), som bruges til at fastslå en virksomheds værdi ved at kigge på forventet fremtidig indtjening.
Samtidig har kommissionen taget stilling til flere principielle spørgsmål vedrørende forventningen til markedet for minkskind:
- Den danske produktion af minkskind er fastsat til i gennemsnit 13,4 mio. skind pr. år i årene 2021-2030.
- Prisen på danske minkskind er fastsat til i gennemsnit 260 kr. pr. skind i 2020-priser i årene 2021-2030.
- Inflationsforventningen er fastsat til 1,2 % pr. år i fremskrivningsperioden. Prisen på danske minkskind er herefter fastsat til i gennemsnit 278 kr. pr. skind i nominelle priser i årene 2021-2030.
Derudover har kommissionen blandt andet taget stilling til:
- Virksomhedens salg af danske og udenlandske minkskind.
- Gennemsnitsprisen på udenlandske minkskind.
- Størrelsen på investorernes afkastkrav.
- Spørgsmålet om værditillæg til, eller forrentning af, kompensationen.
Den fulde afgørelse kan findes på Trafikstyrelsens praksisportal.
